At være mønsterbryder kan opleves som en følelse af at befinde sig i en slags ingenmandsland, hvor man hverken føler sig på hjemmebane det ene eller det andet sted.

Problemer af den art kan trænge sig på hos studerende, der har en baggrund, der på en eller anden måde afviger betydeligt fra de andres.

Det kan fx være opvækst i en misbrugsfamilie eller i en familie med psykisk sygdom, men det kan også - i denne sammenhæng - handle om at være den første i familien, der tager en videregående uddannelse eller om at komme fra en familie med en helt anden kultur eller baggrund end flertallet på studiestedet.

Mønsterbrydere kan være stærke og dygtige, men de kan også være sårbare, ensomme og have både meget høje eller meget lave forventninger til, hvordan de skal klare sig.

Mønsterbrydere kan have en nagende tvivl om:

• Er jeg god nok?
• Hører jeg hjemme her?
• Svigter jeg min baggrund?
  
• Er jeg OK selv om jeg ikke er så dygtig som de dygtigste?
• Skulle jeg have valgt noget helt andet?
• Vil jeg blive accepteret med min baggrund?
• Kan jeg begå mig i et miljø, som jeg ikke er vokset op i?
  

Studiet kan blive forstyrret af ansvar og forpligtelser overfor familiemedlemmer, men også af uafklarede tanker og spørgsmål om det at høre til og at føle sig i tvivl om hvorvidt man er god nok.