HVAD ER EN GOD TERAPEUT?

De mange år vi har arbejdet med terapi har givet os nogle meninger om, hvad der grundlæggende bør være til stede i et professionelt hjælperforhold.
 
MANGE FORMER FOR HJÆLP ER VIRKSOMME
En af de ting der er afgørende, er relationen mellem klienten og den professionelle. Men også terapeutens faglighed, erfaring og ekspertise har betydning.
 
Det er bedst, hvis man oplever den professionelle som en venlig person, der er i stand til at lytte og give én følelsen af, at man bliver fortået, men som også holder en professionel distance.
 
Det skal være en person, som man fornemmer kan udholde at høre hvad som helst. En person som er i stand til at holde modet oppe og give en fornemmelse af håb, selvom man føler dig overvældet af modløshed og håbløshed.
 
"ORDENTLIGHED"
Terapeuten skal ikke snakke om sig selv og skal ikke pådutte én sine egne meninger om, hvad et godt liv er. I de fleste tilfælde er det også bedst at personen ikke direkte fortæller hvad man skal gøre, men hjælper til, at man selv kan finde frem til det.
 
Terapeuten skal i mange tilfælde også være åben for, at der er andet her i verden man får det bedre af end terapi, f.eks kan man have brug for opbakning til at ændre vaner og gøre nye ting for at få det bedre.
 
Terapeuten skal have øje for, at problemet ikke er hele personen, men at man også har stærke sider, selvom man har nogle vanskeligheder. Man skal opleve at alle ens sider kan være til stede i terapien.
 
Det skal være en person, der giver fornemmelse af "ordentlighed", f.eks. oplyser om hvilke andre steder man kan henvende dig, hvis han/hun ikke kan give  tider så hurtigt, som man har brug for det. Man skal  fornemme at terapeuten tager regler om tavshedspligt meget alvorligt, at terapeuten er nøjagtig med hvornår timen begynder og slutter, og at der er klare betalingsregler. Det er vigtigt at terapeuten er i stand til og indstillet på at svare på evt. spørgsmål  om arbejdsmetoder.
TAKSTEN FOR TERAPI
kan forekomme høj, men den er regnet ud efter hvad det koster at drive en selvstændig praksis på et fagligt forsvarligt plan. Hvis den takst man skal betale er væsentlig lavere end hvad det koster hos andre psykologer/terapeuter kan det være en god ide at spørge hvordan det kan være.
 
METODER
Det kan være godt at gå efter en person som er fortrolig med flere måder at arbejde på, dvs ikke bare har én arbejdsmåde som alle må passe ind i. Vedkommende bør kunne arbejde på den måde som passer bedst til dig og den problemstilling du har.
 
ÅBEN FOR TILBAGEMELDINGER
Det er vigtigt, at terapeuten interesserer sig for, hvordan man har det med den hjælp man får, og måske spørger  om man finder samtalerne nyttige eller i hvert tilfælde er åben for at lytte til de tilbagemeldinger man giver om sin oplevelse af samtalerne.
- Nana Storm, Ellen Hansen, Anne Mogensen

KONTAKT

Knabrostræde 1A, 1. sal
1250  København K
 
kontakt@ereste.dk