Skriveblokeringer kan opstå i forbindelse med både større og mindre opgaver. Det føles umuligt at få tanker og ideer ned i skriftlig form. Nogle stiller krav til sig selv om, at den skrevne tekst skal være velformuleret og nærmest færdig i første hug. Man kan blive så optaget af, at det man vil sige fremstår korrekt, at man går helt i stå. Det lykkes ikke at finde en arbejdsform, som er givende, og til sidst opgiver man.
 
At skrive speciale eller en større opgave, indebærer at man er i en skriveproces over lang tid, og ofte alene. Det kan for nogle blive et pinefuldt sejtrækkeri, hvor frustrationerne kan komme til at fylde rigtig meget.
 
Det kan være barskt at måtte se i øjnene, at skriveprocessen er helt anderledes, end man havde forestillet sig, og at man ikke rigtigt kan leve op til de ønsker og forventninger, man har haft til sig selv og sin faglige og personlige formåen.

Der kan være stærke følelser af afmagt, apati, meningsløshed og håbløshed, og fysisk kan der være symptomer som kvalme, utilpashed og ændringer i spise- og sovevaner.

Det kan blive en ond cirkel, hvor man bliver stærkt utilfreds med og skuffet over sig selv. Efterhånden føler man sig mere og mere uformående, og troen på at man faktisk kan gennemføre og blive færdig med opgaven begynder at svigte. Måske bliver man i tvivl om uddannelsen overhovedet er den rette, og om man vil kunne leve op til kravene på arbejdsmarkedet.
 
Håb og planer for fremtiden kan blive forstyrret, og ofte vil der også ligge et økonomisk pres om at live færdig.

Selvforståelsen kan få nogle skrammer, når man plejer at klare tingene og lige pludselig er i en tilstand, hvor det er svært blot at skrive en enkelt linje.
 
Når familie og venner - i den bedste mening - spørger til hvordan det går med opgaven eller specialet, kan det føles belastende. Nogle trækker sig fra sociale kontakter, fra kontakt til vejleder og/eller medstuderende - eller lader som om det går godt.